|
FORSIDE
|
OPDATERINGER
|
BREVE
|
INSPIRATION
|
INFO
|
LINKS
|
SØGNING
|
Dansk naturpoetisk inspiration > digte
Skabningens Tinde
Af Johannes V. Jensen
AAEN
Fra okkerrandet Grødesig
i Bakken, gennem Kær og Eng,
de brede Dales Blomsterseng,
til Sommerspejl i Fjordens Vig ...
Den tager alle Bugter med,
den blanke Aa, thi den har Tid,
fordybet hist, og her med Flid
og Rislen paa et grundet sted.
En aaben, uforstyrret Strøm,
med Himlens Billeder i Favn,
indtil den munder i sin Havn:
Ophavet, Alle Aaers Drøm.
AAKANDEN
Men Aaens aabne Levnedsløb
af Undere er ej forladt.
Aakandespiren i sit Svøb
forsvarer sig i Dyndets Nat ...
Aakandens Drøm: Den sorte Rod
Paa Bunden af den dybe Aa
et Budskab sender med sit Blod
op i en Luft den aldrig saa.
Fra Dybets Mørke stiger op
en lang smaragdgrøn Navlestreng,
som flyder, rokker med sin Krop
i Strømmens solskins-stukne Seng.
Den aabner sig en Sommerstund
for Solen med en kølig Pragt,
en mangebladet Blomstermund,
som aander Vellugt af sin Tragt.
En Lugt fra Tropen, ør og hed ...
Mangrovens Lud, hvor Solens Brand
med stille Blænden fyrer ned
og brygger i det fule Vand.
Og lyse Nætter, hvid og vaad,
i Sølverspejlet med sit Blad
den blander Maanenyets Baad,
og svømmer, dufter i sit Bad.
En Stjerne lig, med svalet Glød,
en sælsom fjern, begravet Ild,
som Duft af Stenes Sammenstød
og Tordenregn - Ask Ygdrasil ...
Er ikke det vi drømmer om,
Som sender Bud med Stjerneskær,
En Verden hvoraf Livet kom,
i Nøkkerosens Duft os nær?
ODDEREN
En Maar, som fik det Vaade kær ...
en valen Mand med Svømmetær,
som Aalen smækker, altid frisk,
med rovdyrsjælen fuld af Fisk!
I bugtet Aa han bugter sig
og nyser Vand og fugter sig
og lugter sig til Krebsens Krog -
lidt nytter dens Tilbagetog!
En Fure i det sorte Vand
forraader Geddens Banemand.
En lønlig Klippen ved en Aa:
den vaade Fisk der tygges raa!
Og Svømmekunstner paa en Hals
han fører op en Oddervals
i Aaens Høller med sin Viv
som Skytler i en Væv af Siv.
I Bobler klædt, med Bugen op,
man cirkler sammen, Krop ved Krop.
Og er det henad Paaaske-Tid
med Vold man svømmer Aaen hvid.
Man valser ud og ind med Spring
og kærner Vandet vildt i Ring -
til Legen ender i et Skum
med Cirklens Kvadratur og Sum!
Fra Vandet Livet gik i Land.
Og mangen Skabning ynder Vand
og hyller sig deri igen -
skønt ikke netop Fiskens Ven.
Et Pattedyr fandt Søen sval
og blev med Tiden til en Hval.
Et andet kølede sin Sjæl
paa Havmandsvis og blev en Sæl.
Men Odderen med Adelsbrev
ved begge Elementer blev
og bugter i en glad Galop
paa Moder Jord sin Ormekrop.
Med Smørblomststøv og Fnug besmurt
han slanger sig i Eng og Urt
og smyger sig med følsom Kind,
varbørstet, mod den søde Vind.
O Broder, Ven af Luft og Vand,
beskyt dig, var dig i vort Land!
Op, alle gode Magter, frels
hans Aa og Unger, Viv og Pels!
ISFUGLEN
Juvelen ved den danske Aa,
forborgne Vandes sjældne Sir,
en vinget, levende Safir ...
dig laante Himlen af sit Blaa!
Foran det vaade Møllehjul
Regnbuen svæver i en Røg;
her gør et luftigt Jagtbesøg,
selv irisblaa, den sjældne Fugl.
Og siden fra sin Vægter-Gren
den styrtedykker efter Mad
og føjer til sin Fangst et Bad -
en stædig, fisegraadig En!
Til Hælvten Næb, i Øjet Flint,
en Fugl hvis Sjælelys er faa.
Sin Farve fik den udenpaa!
Af Paradiset Spejl en Splint!
Skal den der fik en stækket Flugt
og stirrer blændet i en Bugt
forbavse Verden med sit Spekter?
Du Aaens Ædelsten og Vægter!
PILETRÆET
Ved Bredden staar den blonde Pil
og rækker søsterlig en Ranke,
sit Hovedhaar, imod den blanke
forstrakte Vandrer, med et Smil ...
Mens Aaen skrider, Pilen gror!
En lang, fordybet Plantedvale,
med Roden ankret i den svale,
af Aaens Nærhed rige Jord.
Hvad er saa yndigt, uden Harm,
hvad er saa vakkert, som en Vidje,
naar Vinden griber om dens Midje,
og blidt den svajer i hans Arm?
KVINDEN
Hun nærmer sig fortænkt det Vaade.
Vil hun i Aaens Arme stige?
Men nøler lidt - hvad vil du, Pige?
Er Mennesket sig selv en Gaade?
Hvad kan det unge Væsen savne?
Et Skjul i Aaens svale Bølger?
Din Nøgenhed den gerne dølger!
Den favner dig med tusind Favne!
I Aaens Skød dit Billede spejler
sig med en Flakken som en Kerte;
blot ved at favne det din Bejler
forraader gyngende sit Hjerte!
Af Vandet kom du, Fristerinde.
Som Bølgen hæver sig dit Bryst.
Og Flod og Ebbe fra en Kyst
du bærer i dit blod, O Kvinde!
Som Nilens lunkne Lotus-Dynd
Dit Haar er hyllet i en Luft
af Gær og Grøde - Livets Brønd
og Bundløshed: Aakandens Duft!
Fra smukke Kattedyr, O Kvinde,
din Nerve fik du og din Ynde,
og Sorgløsheden i at synde,
og i at sno dig - Odderinde!
Med Fuglefjer du stundom smykker
og sætter Kronen paa din Magt;
hvorved endog du overskygger
i Øjenlyst Isfuglens Pragt!
Men som det søde Piletræ
er, Kvinde, Elskede, dig Læ,
din Vækstlighed dit Væsens Vaar.
Indhyl en Synder i dit Haar!
Af Dyrets Slægt det sidste Led
paa Jorden, fjernet kun et Fjed
fra Ormekrybets Ynglested -
Naturens Mening, Maal og Med!
Et Underværk af Vækst og Form,
og Farve, Sødme - Skønheds Norm!
Et Taarn af Liflighed og Tugt!
Alskabnings Rod og Blomst og Frugt!
Verdens Lys (1926)
|
Afsættet for Danarige.dk er et fortløbende natur- og kulturportræt, der bl.a. har affødt bogen Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur (2009) og en lang række fotoserier fra Danmarks naturlandskaber.
|
|
