Planetstien fra Lem Vig til Nissum Bredding

Med 5-6 gange lysets hastighed bevæger jeg mig fra solen ud mod solsystemets kredsende kloder, passerer Merkur, der er mindre end en ært, krydser jernbanen og fortsætter forbi Venus, der nyder løvets svalende skygger og opmærksomheden fra de smukke violette blomster med det lidet flatterende navn Stinkende Storkenæb, før jeg når Jorden – næsten 150 millioner kilometer fra solen ...

Overlyshastighedens paradoks løser sig af den enkle grund, at jeg såmænd befinder mig ved Lemvig og er på vej ud ad Planetstien, hvor solsystemets størrelsesforhold er reduceret en kende – målestokken er 1 : 1 milliard. Den store kugle, der ved stiens begyndelse har en diameter på små 1,4 meter, svarer således til solens diameter på 1.391 millioner kilometer. Og jo længere, planetstien fører ud ad byen til solsystemets yderste afkroge, desto fladere og mere øde bliver tilsvarende fjordlandskabet indtil Stenodden ved Ryletorv, hvor Plutos yderste position er markeret, ca. 7,38 kilometer fra udgangspunktet (i fugleflugtslinje).

Det er ikke den eneste planetsti herhjemme, men med Thøger Larsens (1875-1928) tilknytning til Lemvig og digterens store interesse for astronomien er placeringen særlig velvalgt. Ingen anden dansk digter har i den grad formået at rumme naturoplevelsens nærhed og det alment danske ved årstiderne og vejrliget såvel som jordkloden og solsystemets harmoni – eller »Sfærernes Musik«, som titlen på et af hans digte lyder:

      Der sortner Regnestykker langs Stjernens svungne Vej,
      dog flyver den i Himlen saa luftig som en Leg.
      Den nøgne Venus danser i hvide Straalers Pragt,
      Merkur og Mars de følger i gyldne Lænker lagt.
      De gode gamle Guder fra Oldtids lyse Drøm,
      om Solen kværner stadig som paa en evig Strøm.

Fra sjælens mindste rørelser til stjernernes astronomiske bevægelser bliver danskheden en grænseløs drøm, der naturligvis har en del af sine kilder i den danske muld, men ikke fordrer noget konformt sindelag af den grund.

Meget passende findes digtet »Landskab« på digterens store mindesten ved Gjelleroddes sydstrand, næsten helt ude ved Gjeller Sø (og Neptun), og dikterer hverken værdier eller holdninger, men beretter i stedet poetisk om landets brus og brise som »Danmarks Stemme«:

   Det suser svalt over Muld og Strand
   i Danmark, Bakkers og Bølgers Land,
   og hvisk i Træerne, nær og fjærn,
   og Kvad, der mumler i Møllens Kværn,
   og Brus fra Brisen mod Søens Bred
   og Aandepustet fra Blomsterbed -
   er Danmarks Stemme, der moderøm
   betror dig en blid og bundløs Drøm.

Det er herude under den åbne himmel ved et hjørne af Limfjorden, at Thøger Larsen således har indtaget sin blivende plads i et smukt parti af solsystemet, hvorfra hans ord til stadighed kredser gennem dybderne i den danske kulturarv. Han gav vore landskaber og årstider uforglemmelige sange om jordbunden drift og flyvsk lidenskab og forbandt naturens evige foranderlighed med universets, klodens og sindets kontraster.

»Der er Lys i Mørket, og Mulm i Lyset,« som det hedder om modsætningernes gensidige betydning og berigelse i digtet med den træffende titel »Dialog«, der også citeres på skulpturen af Solen.

Her hvor havet trænger ind landet, og hvor fjorden møder øer og odder, driver tankerne måske lettere og mere længselsfuldt med vinden og forbinder os med den historiske danske udlængsel.

Den glemmes ofte, udlængslen, både af nutidens poeter og politikere, selv om det er temaet i Carsten Jensens store og bredt læste roman, Vi de druknede, men Danmark har altid været en søfartsnation med verdenshavene og alverdens fremmede lande som flydende og drømmende ramme – og måske trænger vi atter til at få overrislet de mentale markskel, der med så stor nidkærhed er blevet rejst i både sind og muld herhjemme?

Man kan godt være sted- og jordbunden i Danmark uden national arrogance og med udsigt til hele solsystemet, mens man med digtet »Drift« længes ud:

O, jeg længes over Vande,
ud med Skibene at gynge
paa det blaa, som mellem Lande
gav sig hen i Sol og Tynge,
ud til Øer og Oaser,
fejre alle Sjælens Faser,
Nuets Kraft i alle Racer.

Planetstien burde slet og ret hedde »Danmarks Planetsti«, og undervejs kunne den også godt være rigere på skulpturer med indskrifter fra digterens rige poetiske arv. Men Lemvig Museum har nu også gjort sit for at orientere om både digteren og planetstien, der ikke alene fører fra Solen til Pluto, men fra asfalten til naturen og fra støjen til stilheden.

Fra byens og tidsåndens lukkede rum til det store landskabs og den åbne danskheds himmelblæste sus.

Rune Engelbreth Larsen / teksten er trykt i Politiken, 30. juni 2011
> kommentér her

Danarige.dk er Rune Engelbreth Larsens fortløbende natur- og kulturportræt, der bl.a. har affødt bogen Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur (2009) og en lang række fotoserier fra Danmarks naturlandskaber. | © RUNE ENGELBRETH LARSEN | FACEBOOK | TWITTER | HUMANISME.DK | POLIFILO.DK | FORLAGET DANA |