Møns Klint - fra toppen

Møns Klint er blandt de mest eventyrlige landskaber i Danmark, et naturligt kalkslot over en kyststrækning på syv kilometer, som bestandigt forandrer sig, når store klinter skrider i havet. Fra den snoede sti langs toppen er udsigten svimlende blandt kystens mange imponerende kridtkæmper.

»Fra Danmarks 75 millioner år gamle undergrund rejser Møns klint sig som en råhvid vold langs det meste af øens østkyst, hvor dybe slugter og stejle skovpartier markerer overgangen fra det ene monumentale fremspring til det næste. Over en syv kilometer lang kyststrækning hæver urtidens kridtkæmper sig skulder ved skulder over havet, der adskillige steder tager farve efter det allestedsnærværende kridt og ruller mælkehvidt ind over den smalle stenstrand.

Hvis kæmperne kunne tale, ville de berette om et ubegribeligt tidsspand før Danmarks fødsel, hvor landet var dækket af det tropiske urhav, vi kalder Kridthavet, og hvor trillioner af mikroskopiske algers kridtskaller blev aflejret på havets bund. Århundrede efter århundrede efterlod hvert sit millimetertynde lag, indtil havbundens kridtskorpe millioner år senere var blevet flere hundred meter tykt - sine steder sågar op til et par kilometer.

På denne sokkel af ophobet kridt, yderligere sammenpresset og stedvis opbrudt af gletschergiganter, er næsten hele landet støbt. ...«

Rune Engelbreth Larsen: Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur

Med sin Bøgekrones Blidhed,
i sin Kjortels skjære Hvidhed,
Troner Dronningstolens Mø
over salten Østersø.

Christian Richardt: »Venner, seer paa Danmarks Kort« (1889)

»Jeg husker specielt én morgen, da jeg var redet helt ud til Klinten i et område, der normalt føltes meget barskt. Men den morgen var stemningen en helt anden, for skovens træer lå badet i lys, og det så ud, som om de stod i en vidunderlig have. Alle bladene var endnu så våde af dug, at de glimtede som sølv i det stærke lys, der blandede sig med morgendisen. Det hele syntes meget uvirkeligt. Alt var så forunderligt smukt, at jeg helt glemte tid og sted. Da jeg kendte terrænet ud og ind, forekom det utænkeligt, at jeg kunne fare vild. Men pludselig indså jeg, at jeg havde tabt orienteringen. Jeg var kommet ud i det område ved Klinten, der strakte sig langs med Abildgaardsfaldet. Helt præcis, hvor jeg var, erindrer jeg ikke, da jeg ikke havde fulgt stierne. Dog husker jeg tydeligt, at det var som om hele stedet var afgrænset og lå lavere end den øvrige del af skoven med de store bøgetræer. Ja, det var som en lysning med en have fuld af blomstrende frugttræer. Aldrig har jeg glemt den morgen ...«

Bente Scavenius: »Mine morgener i paradis« (2000)

Se også fotoserierne: Møns Klint, fra strandniveau og Møns Klint ved solopgang.

Rune Engelbreth Larsen
> kommentér her

Danarige.dk er Rune Engelbreth Larsens fortløbende natur- og kulturportræt, der bl.a. har affødt bogen Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur (2009) og en lang række fotoserier fra Danmarks naturlandskaber. | © RUNE ENGELBRETH LARSEN | FACEBOOK | TWITTER | HUMANISME.DK | POLIFILO.DK | FORLAGET DANA |