2010

---

Havfruens fascinations- og symbolkraft

Elisabeth Jerichau-Baumann: »En Havfrue« (1863). Fyens Kunstmuseum.

Havfruens kulturhistorie er så lang og gammel som folkeeventyrerne. Farlig og forførende, dæmonisk og dragende, tragisk og tungsindig eller beskyttende og barmhjertig. Hun har haft sin naturlige plads i det mytiske univers siden tidernes morgen, og hun har luret på sømænd i umindelige tider - af og til er hun sågar gået i land.

I den danske kulturarv har hun en særlig position, takket være adskillige digtere og billedkunstnere, der især har ladet sig inspirere af hendes til tider tvetydige tilhørsforhold til to verdener.

Det er fortrinsvis kunstnere fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, der har udødeliggjort fortællinger om - og fortolkninger af - dette enigmatiske væsen, som H.C. Andersens eventyr »Den Lille Havfrue« fra 1837 og Edvard Eriksens statue fra 1913 har gjort til Danmarks nationalikon par excellence. Men hun er aldrig forsvundet ud af kunsten, heller ikke i begyndelsen af det 21. århundrede.

Edvard Eriksen: »Den Lille Havfrue« (1913). Langelinie, København (foto: Rune Engelbreth Larsen).

Af alle disse grunde har havfruen også haft en sælsom symbol- og fascinationskraft på mig, og hun får uundgåeligt nogle ord med på vejen flere steder i mit danmarksportræt, Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur, for havet er måske lidt paradoksalt Danmarks mest karakteristiske landskabstræk:

Her og der og alle vegne folder havet Danmark ind og ud, så dette lille land kan bryste sig af en samlet kyststrækning på over syv tusind kilometer - det er immervæk længere end Indiens og næsten halvt så langt som Kinas.

Vort »moderlige Hav« besynger digteren L.C. Nielsen i digtet »Havet omkring Danmark« fra 1908, og dets vidt forskellige udtryksformer finder H.C. Andersen lige elskelige i Phantasier og Skizzer fra 1831: »Jeg elsker Havet, når det stormer vildt. / Jeg elsker det, når Fladen ligger mildt.« (...)

Måske er det ikke blot på trods af, men også på grund af sin herkomst i havdybet og den fremmedartede fremtoning, som digtere og billedkunstnere har fastholdt, at havfruen i så høj grad hører hjemme i den poetiske hjerterod af dette land, der netop i så mange henseender er og bliver et havland.

I sonetkransen i digtsamlingen Danmarks krans dukker hun også op, blandt andet i den første og sidste sonet. I »Grundfjeldets støbning« hedder det bl.a.:

Danmark er havfruens blågrønne hjemland,
blødt mellem Grenen og Hammeren udstrakt.
Borte er urtidens glødende tilstand,
hærdet før nutidens landskab var fuldbragt.

I indledningsdigtet, »Jeg drømte mig en drøm«, spiller hendes tvetydige væsen en særlig rolle, som også understreges visuelt i slutningen af videodigtet »Jeg drømte mig en drøm ... Den danske drøm«.

I enkelte af mine kulturklummer og politiske kommentarer i Politiken og indlæg på Humanisme.dk har jeg ligeledes tematiseret havfruen i relation til danskheden, hvorfor det er naturligt også at tilgængeliggøre nogle af disse tekster netop her på Danarige.dk:

> Den store Havfrue
> Den fortrængte Havfrue
> Danmark kvindeliggjort: Havfruen

Som afslutning et glimt af billedkunstneren Niels Hansen Jacobsens havfrue og et uddrag af H.C. Andersens digt »Romanze«:

Den Havfrue kjæmmer sit lange Haar,
Og Perlerne rigt falde fra det som Draaber;
Den Sømand det seer, forude han staaer,
Hans unge Hjerte paa Livet haaber;
Den Havfrue er ham ei Skum paa Vand,
Og Sangen naaer Hjertet og Tanken.
Forstaaer Du hans Hjertebanken?
Hvert Bryst har sit hellige Alfeland!

Niels Hansen Jacobsen: »Den Lille Havfrue« (1900). Vejen Kunstmuseum (foto: Rune Engelbreth Larsen).

Rune Engelbreth Larsen / Danarige.dk / 5.8.2010
> permalink / kommentér her

---

Amor vincit omnia - tre digte af Rune Engelbreth Larsen

Amor vincit omnia - kærligheden overvinder alt - skriver Vergil, men det passer også til Ovid, der var mytologiens og erotikkens poet for to tusind år siden. Temaer, som allerede dengang havde årtusinder på bagen, og som næppe heller bliver glemt de kommende årtusinder - uanset skiftende epoker og trends. Tre nye digte af undertegnede er online på Danarige.dk: "Et kvindebryst", "Hende" og "Zungenbrecher" - klik på billederne ovenfor.

Flere digte, bl.a. fra debutdigtsamlingen Danmarks krans og enkelte indtalte digte via Forfatterstemmer.dk, kan findes her: Digte af Rune Engelbreth Larsen.

Rune Engelbreth Larsen / Humanisme.dk / 21.7.2010
> permalink / kommentér her

---

"Danske naturdigte, som kan anvendes bredt" - om Danmarks krans

"Alle naturelskere bør også kende denne nye fortolkning af dansk natur," hedder det bl.a. i bibliotekernes begejstrede lektørudtalelse om undertegnedes debutdigtsamling, Danmarks krans, som udkom for nylig:

Nye danske naturdigte, som kan anvendes bredt i folkebibliotekerne. Alle naturelskere bør også kende denne nye fortolkning af dansk natur. Anbefal endelig også bogen til en dristig og dygtig oplæser, for de lettilgængelige digte med enderim må være gode at læse højt.

Nutidig naturpoesi er ikke hverdagskost, og naturpoesi i sonetform er da slet ikke! Det er ikke desto mindre tilbuddet i Rune Engelbreth Larsens, nye spændende debutdigtsamling, der tillige er illustreret med hans smukke fotografier. At Rune Engelbreth Larsen kan fotografere, ved vi fra hans imponerende bog om dansk natur, Danmark er en kvinde - på genopdagelse i dansk natur fra 2009, og som denne digtsamling bygger videre på.

I en veloplagt og vittig epilog begrunder Engelbreth Larsen - i rim selvfølgelig - sit valg af sonetformen, som i slutstrofen afrundes med alle førstelinjerne fra de foregående. En fint udformet bog med en smuk forside og appellerende bagsidetekst.

Nogen må snart undersøge, om der er tale om en ny tendens: Brugen af sonetformen? For ganske nylig udkom Simon Grorrians Hørekrans, og sidste år blev dansk børnelitteratur beriget og revolutioneret med Cecilie Ekens vidunderlige Mørkebarnet. Måske skriver man bare i venlig dialog med mesteren, Inger Christensens Sommerfugledalen?

Det ikke-sværttilgængelige poetiske sprog og den spændende lyriske form gør Danmarks krans til en oplagt anskaffelse til bibliotekernes lyrikhylder.

Poul Flou Pedersen
DBC, lektørudtalelse

Digterens eget bud på oplæsning af enkelte af digtene i Danmarks krans kan høres via Forfatterstemmer.dk: Rune Engelbreth Larsen.

Naturfredningsforeningens medlemsblad Natur & miljø nr. 2/2010 har tryk sonetten "Gendigtet udsigt" fra sonetkransen, og indledningsdigtet "Jeg drømte mig en drøm" er trykt i Grænseforeningens medlemsblad, Grænsen nr. 3/2010 - sidstnævnte findes også via Youtube her:

Enkelte af fotografierne og flere uddrag af digtene er online via Danarige.dk: Danmarks krans. Digtsamlingen kan endvidere bestilles portofrit fra Forlaget Dana.

Rune Engelbreth Larsen / Humanisme.dk / 1.7.2010
> permalink / kommentér her

---

I Thøger Larsens og Inger Christensens fodspor - om Danmarks krans

Informations litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsen har anmeldt undertegnedes digtsamling, Danmarks krans i Politiken, og under overskriften "I Thøger Larsens fodspor" skriver han bl.a.:

"Inspireret som han er af oplevelser i den danske natur, og fascineret som han er blevet af sonetten som digterisk form, begiver han sig nok så frimodigt i Inger Christensens fodspor og udfolder sin glæde over landet i en gennemført klassisk sonetkrans, hvori hvert digts slutlinje bliver begyndelse til den følgende sekvens, og hvori det sidste digt, mestersonetten, smukt sammenføjer ledelinjerne til en helhed i og for sig selv." (Politiken, 29.5.2010).

Skyum-Nielsen er imidlertid slet ikke udelt begejstret og kaster sig bl.a. over et par af rimene. Han kritiserer f.eks., at jeg rimer "udsagn" og "oldsagn":

Kysters fossile poetiske udsagn:
Møns Klint og Stevns Klint og Bulbjerg gav landet
drømmekulisser til digte og oldsagn.

Bjergløst blandt bjergrige steder i Norden,
her fik vi eventyrklinter ved vandet -
frosten var Dana en medsammensvoren.

Her kunne man måske tro, at hans kritik gik på anvendelsen af halvrim, men som modernistisk læser har han næppe noget at indvende herimod, men til gengæld bliver rimet "udsagn/oldsagn" kritiseret for at være "kedeligt". Nu kan man selvfølgelig ikke klandre en kritiker for så individuel en vurdering, men det er måske en lidt spøjs indvending imod ét rim.

Det giver mig til gengæld anledning til at kommentere nogle af de form-valg, jeg har foretaget under udarbejdelsen af sonetkransen, og som man måske snarere kunne have forestillet sig, ville blive bemærket.

Halvrim som f.eks. "udsagn/oldsagn" eller "vilkår/udgård" er naturligvis et moderne tilsnit i en gammel form og en indrømmelse til indholdet i den genbeskrivelse af Danmarks geologiske og kulturelle oprindelseshistorie, som Danmarks krans også er. Derudover har jeg for indholdets skyld undtagelsesvis tilladt ét 'snyderim' - "Eva/omega":

Grundfjeldet støbtes i kaos og flammer,
floder af lava før fødslen af Eva.
Smeltende sten blev til sydende rammer,
alfa og magma og ild og omega ...

Den grundige læser vil måske gætte en vis forbindelse fra denne strofes poetiske sammenkædning af "Eva" og "omega" til min foregående bog, Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur - men også uafhængigt heraf var muligheden af dette ikke-rim for oplagt til ikke at gribe med kyshånd, da det tilbød sig.

Skyum-Nielsen opdager dog ikke denne detalje (eller kommenterer den i det mindste ikke), men retter derimod opmærksomheden mod det andet rim i samme strofe, "flammer/rammer", som han overraksende nok kalder for en "nødløsning"?

Det er dog ingenlunde tilfældet - faktisk kunne dette rim vanskeligt have været mere træffende.

Den pågældende sonet hedder "Grundfjeldets støbning", og lavaen, der størkner og bliver til landets "rammer", er i sin paradoksale udtryksform i fin poetisk balance med det ikke mindre pudsige geologiske udtryk "grundfjeld" - i hvert fald i digterens øjne (og ører).

Og apropos "flammer/rammer": Et andet valg, som overses, men som har lyrisk betydning for læseoplevelsen hos den, der har for vane at læse digte højt (og jeg mener, at alle digte med fordel bør kunne læses højt), er, at samtlige enderim rimer lydmæssigt - altså sådan som f.eks. blad rimer på glad, men ikke på flad.

Dertil kommer, at sonetkransen, der overholder kransens formregler og epigrammatiske opbygning (som selvfølgelig rummer mulighed for visse valg og fravalg), i dette tilfælde er baseret på en grundrytme bestående af daktyler. Det behøver ganske vist heller ikke blive genkendt bevidst af læseren, for det manifesterer sig af sig selv i versenes flow (en daktyl består af én trykstærk stavelse efterfulgt af to tryksvage), men det er vel en iagttagelse værd.

Ikke fordi man ikke kunne vælge andre rytmer (ligesom der selvfølgelig findes andre mulige rimmønstre end det valgte), og ikke fordi dette skal læses som et statement imod uklassiske former - eller digte, der helt bryder enhver form - men ene og alene for at understrege det bevidste formvalg, der efter digterens overbevisning er inspirerende og hensigtsmæssigt for det, der er på spil i denne digtsamling.

Når jeg nævner disse formvalg, skyldes det en gennemgående pointe, som jeg tror afspejler sig i meget samtidsbunden læsnings indgangsvinkel til digtningen i almindelighed, og som ikke mindst skinner igennem i Christian Stokbro Karlsens anmeldelse i Nordjyske. Det opfattes dybest set som poetisk utidssvarende at skrive digte, der går helt udenom vor egen tids digteriske 'vedtægter' (også hvor de er så formløse, som tilfældet ofte er i dag). Således kan anmelderen nok rose alle fotografierne som "smukke og stemningsfyldte", men distanceret tilføje om digtene: "Megen modernitet er der ikke at spore."

Deri har han delvist ret, selv om Stokbro Karlsen dog tilsyneladende slet ikke fanger bevæggrundene og implikationerne eller ønsker at ræsonnere over disse - og hvad han ser som en anke, ser undertegnede blot som en konstatering af et velovervejet valg af sammenhængen mellem digtenes indhold og struktur.

Forfatteren Leyla Tamer, der kan digte organisk og musisk smukt uden rim, skriver, at det overgår hendes "usystematiske tankegang" at kaste sig ud i sonetkransens strenge formkrav, men forkaster ikke disse af den grund og kalder digtsamlingen for "en smuk efterfølger til Danmark er en kvinde, hvor samme natur afklædes og gendigtes fra (under)grunden".

Det er ikke (kun) for rosens skyld, at jeg fremhæver dette, men fordi det er skønnere at læse andre end sig selv udtrykke en helt afgørende pointe, man har bestræbt sig på at få frem - gendigtningen af Danmark.

Netop disse forhold uddyber og afsøger enkelte af sonetterne, f.eks. "Gendigtet udsigt":

Skattene venter enhver, der vil lede,
aflæse landet fra vestkyst til østkyst,
gendigte Danmark og muligvis smede
tegn af betydning og genvakt naturlyst.

Ikke fordi vi partout vil ha' Danmark
eller fiktionernes fortid 'tilbage',
hverken som guldalder, park eller kornmark,
hellere fremad mod skønnere dage ...

Også med dét for øje er gamle formkrav blandet med samtidige (og fremtidige) pointer, hvilket desuden kommer til udtryk i digtsamlingens afsluttende digt, "Apologi".

Måske er det derfor lige så symptomatisk for en manglende forståelse for (eller en modvilje imod) formen - og muligvis imod reaktualiseringen af de naturpoetiske temaer - at Skyum-Nielsen vrænger ad "Apologi" uden så meget som den mindste oplysning til læseren om digtets form eller indhold? Til trods for at digtet kaster et afgørende lys over formens og temaernes essentielle betydning for baggrunden for og sigtet med lige præcis Danmarks krans - og dens 'utidssvarende' karakter.

Pointen er ikke, at man partout skal digte på rim og rytme i en tid, hvor rim og rytme enten er passé eller marginale elementer i poesien, eller at man nødvendigvis skal skrive imod sin tid.

Men hensigten er at anspore til så vidt muligt at se helt bort fra det, der er oppe i tiden. Indholdsmæssigt såvel som formæssigt. Rim eller ej, rytme eller ej. At låne, opfinde eller genbruge det, der tiltaler den enkelte digter ud fra det bredest mulige udvalg, ikke kun aktuelt, men også historisk - og frem for alt uden tidsåndens bånd.

Skyum-Nielsens affejning af afslutningsdigtet burde være ledsaget af en forklarende uddybning, fordi selve begrundelsen for formvalget (og dele af indholdet) som nævnt fremgår heraf. Det er med andre ord en nøgle, ja, i og for sig en poetik en miniature.

Hans anmeldelse afsluttes med ordene: "Sonetkransen og de smukke fotografier trak derimod op, så vi lander denne aften på tre kokkehuer, undskyld hjerter ... Glødende hjerter på Danernes skjold!"

Døm selv, om du i lighed med anmelderen mener, at indledningsdigtet og afslutningsdigtet i Danmarks krans burde være udeladt, så sonetkransen stod alene - læs og hør afslutningsdigtet "Apologi" online via Forfatterstemmer.dk: Apologi.

Enkelte af fotografierne og flere uddrag af digtene er online: Danmarks krans. Digtsamlingen kan endvidere bestilles portofrit fra Forlaget Dana.

Rune Engelbreth Larsen / Humanisme.dk / 7.6.2010
> permalink / kommentér her

---

Rune Engelbreth Larsen på Forfatterstemmer.dk

På hjemmesiden Forfatterstemmer.dk findes en lang række indtalte digte - en slags omfangsrig online-digtoplæsning, som enhver kan gå på lyd- og læseoplevelse i. Her er både ukendte digtere og kendte digtere som bl.a. Suzanne Brøgger, Bo Green Jensen, Camilla Christensen, Niels Frank, Ejler Nyhavn og Viggo Madsen m.fl.

Om baggrunden for initiativet skriver Thomas Olesen og Jeff D. Hansen bl.a.:

Al litteratur har sit ophav i den skriftløse ur-fortælling, der blev fortalt rundt om vore forfædres bål for mange tusinde år siden. Litteraturens oprindelige medie er stemmen, nærmere bestemt den performative fortælling. Forfatterstemmer.dk lægger virtuelt rum til disse poetiske lyde. Ved at fusionere litteraturens oprindelighed med dens nye eksistens på nettet bygger vi bro mellem gammelt og nyt. På den måde bliver der mulighed for at udforske grænselandet mellem oprindelighed og modernitet – og opdage formmæssige slægtskaber, der går længere tilbage end bogens materialitet.

Vi mener, at det er vigtigt at skabe et rum for litteraturen, der både peger bagud på fortiden og fremad imod fremtiden. Vi arbejder derfor på at skabe et arkiv for danske digtoplæsninger, samtidig med at vi vil dokumentere og lægge stemme til de mange oplæsninger, der foregår her og nu rundt omkring i landet. Vi deltager ivrigt og hyppigt i litteraturfestivaler, hvor vi stiller op med vores lydudstyr for at optage digtoplæsninger. Således har vi været med på Odense Lyrik festival, Vild med Ord og Århus Festuge.

Nu er undertegnede også online med fire indtalte digte, heraf tre fra digtsamlingen Danmarks krans. Find dem her på Forfatterstemmer.dk: Rune Engelbreth Larsen.

Rune Engelbreth Larsen / 12.5.2010
> permalink / kommentér her

---

Interview i Miljøministeriets magasin: En akademiker på afveje

Uddrag af Ulf Joels interview med Rune Engelbreth Larsen i Miljøminiseriets tidsskrift, Miljø Danmark 2/2010:

Det er årets første forårsdag, og jeg vader af sted i den tunge, våde sne. Sine steder træder jeg forbi tuerne og hamrer uden videre ned i knæhøje driver, mens blæsten river nister af sne ud af den blygrå himmel og ind i mine øjne. Ud over mit gradvist tungere åndedræt og vindens susen høres kun den knasende lyd, når mine støvler bryder isskorpen på sneen.

Foran mig går Rune Engelbreth Larsen. Vi er på vej gennem en østjysk plantage. Snorlige rækker af grantræer fortaber sig i det uendelige rundt om os - indtil landskabet pludselig åbner op og ændrer karakter. Det her er målet for vores udflugt. En af Engelbreths naturperler. Et helle. Bare ti minutters gang fra landevejen er vi nærmest forsvundet i naturen. Vi er ved Syvårssøerne i Frederikshåb Plantage.

- Jeg har levet et liv i distance til naturen. Et liv som først studerende og siden skribent i storbyen. Bevæbnet med bøger og computer. Og når jeg lejlighedsvis bevægede mig ud af byen, skete det typisk forskanset bag togets ruder med følgeskab af flere bøger og den bærbare, forklarer Rune Engelbreth Larsen, som - lidt paradoksalt - for nylig debuterede som naturbogsforfatter med bogen Danmark er en kvinde.

- Det primære i mit projekt har hele vejen igennem været oplevelsen. Forsøget på at formidle det skønne ved at stå på en hede. Følelsen af at være fuldkommen bjergtaget, når man står ved Silkeborgsøerne. Eller lige her.

Han slår ud med hånden. Og sandt er det, at Syvårs Søerne kan tage pusten fra sin gæst. De snedækkede små søer under os danner fjorde og vige i et varieret landskab. Store sandklitter hæver sig majestætisk mod himlen og ligger som forskudte kæmpetuer, hvor lyng, tyttebærris og sortbærbuske titter gennem sneen som grønne og brune øer i alt det hvide. Forblæste fyrretræer rager hist og her op på bakkerne, og langs søbredden fortaber sporet af en ensom ræv sig.

Landskabet ligner ikke rigtigt noget andet herhjemme - og skaber nærmest mindelser om den svenske skærgård. Men altså midt i en østjysk granplantage. Og for ligesom at sætte streg under den magiske stemning, så dækker stednavnet over et uforklarligt naturfænomen, hvor søerne mellem indlandsklitterne forsvinder - for at dukke op igen med cirka syv års mellemrum. (...)

- Hvis du kigger på et kort over området her, så fylder Syvårs Søerne bare et frimærkelille område. Men når du står herude, så er det overvældende. Selvom Danmark er friseret og inddelt i overskuelige parceller. Selvom vi har erobret og formet vores land gennem århundreder, så findes der endnu fristeder, hvor du kan føle dig langt væk, selvom du fysisk er tæt på. Der er stadig grønne lommer og vild natur i Danmark - og det er da fascinerende, siger Rune Engelbreth Larsen.

Han taler velovervejet. Formulerer sig omhyggeligt, og man fornemmer tydeligt, at det er en tankens mand med ordet i sin magt, der har snøret vandrestøvlen. Og måske også er en smule på udebane her. Selv udtrykker han det således:

- Min bog og hele tilblivelsen af den er både en genopdagelse og en generobring af Danmark. Meget tidligt i processen kom titlen til mig: Danmark er en kvinde. Og lige så tidligt fandt jeg ud af, at jeg havde brug for noget at støtte mig til, når jeg skulle formidle mine naturoplevelser. Den kunne jeg finde i naturdigtningen, som blev et ledemotiv i bogen. Poesien kan rumme noget mere end resten af sproget. Når din oplevelse næsten kammer over, så kan du hente hjælp til at udtrykke den i digtningen. Som når en gylden himmeldråbe løsner sig og fylder Otto Gelsteds sjæl til randen. (...)

- Og når jeg generobrer Danmark, så generobrer jeg også den romantiske naturdigtning. Dels fordi jeg personligt har distanceret mig fra begge dele - og dels fordi selve begrebet danskheden og digtere som Oehlenschläger og H.C. Andersen er blevet spændt for en politisk vogn. Præcis som begrebet fædrelandet bærer det nogle associationer med sig, som jeg ikke bryder mig om.

- Derfor forsøger jeg at afpolitisere digtningen og danskheden. Selve vores lands konturer - selve landskabets karakter er med til at definere Danmark. Det er noget fundamentalt dansk - og i naturen bor der en danskhed, som ikke dikterer, hvad man skal synes eller mene, samtidig med at den tilbyder nogle enorme oplevelser.

Over os bryder solen pludselig gennem skydækket. Det glimter som af guld i søvandet, den blå himmel titter forsigtigt frem - og for at fuldende det romantiske skønmaleri hører vi minsandten også en tidlig lærke synge foråret i møde. (...)

- Jeg har været af sted flere gange, efter bogen er færdigskrevet og udgivet. Blandt andet flere dage i Rold Skov og Rebild Bakker, hvor jeg fortabte mig i nogle af de smukkeste dale, oplyst af efterårets orangerøde ildfarver.

- Nej, jeg bliver vist aldrig færdig med Danmark. Jo mere jeg har set og oplevet, desto hyppigere vender abstinenserne tilbage, og jeg må ud i det fri igen. Der er jo mange steder, jeg ikke har besøgt endnu - og mange steder, jeg er nødt til at vende tilbage til.

Ulf Joel: Miljø Danmark 2/2010
Rune Engelbreth Larsen / 15.4.2010 > permalink / kommentér her

---

P1-interview om 'Danmark er en kvinde'

Interview med undertegnede i P1-programmet Vita kan nu høres online via programmets hjemmeside: Vita.

Trine Jul Bastrup har interviewet om tankerne bag og tilblivelsen af bogen Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur.

I indledningen til interviewet hedder det bl.a.:

Rune Engelbreth Larsen er et menneske, der konstant går i klinch med magthavere og meningsdannere. Han bestyrer den mest læste blog på Politiken. Han er også idéhistoriker og skriver tykke bøger om reæssancen, karrikaturkrisen og den danske højrefløj. For år tilbage stod han bag Minoritetspartiet, der havde forskellighed som sin vigtigste mærkesag. Han arbejder ti timer i døgnet, skriver på en ny bog hele tiden og har familie med tre børn, der også skal passes.

I rigtig mange år har der ikke været tid tilovers til at gå ud og opleve den natur, der findes derude i det ganske danske land. Men nysgerrigheden drev ham derud for et år siden.

Dog havde han mange betænkeligheder, for kunne han finde noget natur, der kunne røre ham eller var det hele bare skorstene, veje og bølgende firkantede kornmarker? Og kunne han overhovedet tage imod naturen, når han kom derud, eller var han for distanceret i sin tilgang til tilværelsen til at tillade sig selv at føle de mere rørstrømske følelser? Det har været nogle af de overvejelser, han gjorde sig både forinden og undervejs i projektet.

Han købte sig et par vandrestøvler, et godt kamera og fandt et kort over Danmark frem. Nu skulle det være. Nu skulle naturen genopdages og opleves. Og skrives ned. Han vidste fra starten, at der skulle komme en bog ud af det.

Hurtigt opdagede han, at det analytiske sprog han normalt brugte, slet ikke rakte til at beskrive det, han så faktisk oplevede, da han nåede frem til til Råbjerg Mile, de bormholske klipper, den jyske hede, de fynske bøgeskove og de lange kyststrækninger alle vegne.

De danske naturdigtere blev vejen ind til både natur og sprog, og tillige en vej ind i kroppen. Ikke så meget hans egen, men den metaforiske vuggende kvindekrop:

- En af de ting, der er gået op for mig og som også ligger i bogens titel Danmark er en kvinde, er jo i hvilken ekstrem grad der sker en kvindeliggørelse af dansk natur, hvilken rolle det har spillet i et par århundrede i dansk poesi. Vi kender jo alle Moder Danmark og hvilke tanke der ligger i det, men det går jo meget videre og er meget mere subtilt og har mange flere facetter, den her kvindelige karakter af danmarks landskab og natur, som bliver smukt påpeget i en lang række digte om dansk natur.

Trine Jul Bastrup, VITA

Rune Engelbreth Larsen / 23.2.2010
> permalink / kommentér her

---

Danmark, mit moderland

Kronik bragt i Berlingske Tidende:

Naturen er en levende del af nutid og fortid – ja, den er i og for sig den allermest håndgribelige del af den arv, vi har. Måske vi endda kan gå skridtet videre og sige, at uanset alle uoverensstemmelser i vurderingen af grænserne mellem det globale, det nationale og det private, er naturen og landskabet dybest set det tætteste, vi overhovedet kan komme en konkret og fælles betydning af, hvad Danmark er.

Hvor der er talrige forgreninger og modsætningsfyldte traditioner og epoker i den danske kulturhistorie – og en hel del aktuelle udlægninger heraf – er naturen og landskabet hverken den enes eller den andens politiske abstraktion, men derimod dét konkrete og jordbundne Danmark, som vitterlig er til at tage og føle på, genopdage og genopleve. Så hvad er vel et mere grundlæggende, fælles og konkret udgangspunkt for den danske virkelighed og historie end netop den natur og det landskab, der i og for sig er hævet over, forankret under og samtidig en del af alt andet? Dét land, der trods alle kulturelle og industrielle indgreb og overgreb har været en omskiftelig kulturarvs gennemgående kulisse, scene og aktør, og som har præget og fortsat præger alle os, der lever netop her?

Gennem landskabet rækker vi i mere end én forstand også tilbage til utallige generationer før os, der ligeledes har levet lige her, hvad enten vi skænker det nærmere eftertanke og større opmærksomhed eller ej.

Men Danmarks natur rummer også et ualmindelig rigt oplevelsespotentiale i sig selv, helt fraset enhver historisk bevidsthed og national grænsedragning. Det danske landskab spænder fra de fineste hatbakker og de mest idylliske skovsøer til dramaer under Vesterhavets storme og skridende kridtkæmper på Møn, ja, naturligvis langt videre endnu.

Natur og landskab er på samme tid en tværgående arv og en foranderlig fællesnævner, som alle i Danmark uden skelen til baggrund og formue eller tro og overbevisning har (forholdsvis) fri adgang til. Enhver kan gå på Danmarksvisit og opdage eller genopdage denne fællesnævner, som dog ikke er mere statisk, end at man naturligvis også kan komme hjem igen med sine helt private oplevelser i behold. Vi forbliver forskellige, unikke individer, der hver for sig føler, tror og mener hver sit.

Men naturen holder åbent hus hver dag, året rundt – og alle er velkomne i hendes private gemakker. Ja, for det er jo ikke til at tage fejl af i længden: Danmark er en kvinde.

Det er naturligvis ikke noget, jeg bare finder på – det er en tilbagevendende iagttagelse i direkte og indirekte forstand, som poeter og billedkunstnere for længst har gjort sig. Direkte i form af digte, billeder og skulpturer, der slet og ret fremstiller Danmark som en konkret kvindeskikkelse eller omtaler landet i umiskendelige kvindelige metaforer som alt fra gudinde og dronning til skjoldmø og moder. Og indirekte, hvor landet eller jorden i bredere forstand males og digtes i feminine træk, eller hvor naturen associeres med kvinden.

Billedhuggeren J.F. Wiederwelt skabte f.eks. Danmark som statue i skikkelse af en antik kvinde med det danske rigsvåben i 1760'erne, og den polskfødte billedkunstner Elisabeth Jerichau-Baumann skildrede i 1851 Danmark som en stolt blond kvinde med oldtidssmykker, bronzealdersværd og Dannebrog over skulderen. Et motiv, der siden er gået igen på alt fra vignetter og chokoladepapir til vedhæng og bestik.

I digtet »Hjemvee« fra 1805 kaldte Oehlenschläger Danmark for sin »anden Moder«, og Ingemann fastslog i 1816, at »Danmark er vor Moder kær«. Denne idé om en Moder Danmark blev mytologiseret i Grundtvigs komplekse kvad, »Nyaars-Morgen« fra 1824, og Blicher forblev i den efterhånden hævdvundne tradition, da han titulerede landet som »Fostermoder kjere« i sine »Himmelbjergssange«, som han skrev til det første folkemøde på Himmelbjerget i 1839.

Kært pigebarn har som bekendt mange navne – f.eks. Danevang, som flere digtere siden Jens Baggesen er vendt tilbage til, Freias Sal og Danarige, som vi kender fra Oehlenschläger, og Dana, som vist først blev en del af poesien med Thomas Thaarups »Afskedssang til Aaret 1807«, men også har vundet genklang hos Grundtvig, Baggesen, Ingemann og Bødtcher, og som især er kendt fra Poul Martin Møllers »Glæde over Danmark«.

Sophus Claussen kunne i 1904 besynge naturen som sin »Elskerinde«, »kyske Veninde« og »unge Moder« i ét og samme digt, »Dansk Foraar«, og Johannes V. Jensen bedyrede i »Danmarkssangen« fra 1925: »Den danske Mark i en Bølgen gaar / som Aandedræt af en venlig Kvinde.« Under indtryk af Anden Verdenskrig ønskede Otto Gelsted landet velbevaret i digtet »Nytaar 1940«, hvor han hilste Danmark med ordene: »Vort Hjem! Vor Mor! Og vor Sjælsveninde!«

Danmarks stemme er »moderøm«, lader Thøger Larsen os vide i digtet »Landskab« fra 1923:

Det suser svalt over Muld og Strand
i Danmark, Bakkers og Bølgers Land,
og Hvisk i Træerne, nær og fjærn,
og Kvad, der mumler i Møllens Kværn,
og Brus fra Brisen mod Søens Bred
og Aandepustet fra Blomsterbed –
er Danmarks Stemme, der moderøm
betror dig en blid og bundløs Drøm.

I Thøger Larsens »Sommervise« fra samme år, der endnu synges vidt og bredt, »sprang Lyn fra Skyen i Jordens Skød« – et ekko fra det tidligere digt, »Tordenbygen«, hvor fingrene heller ikke lægges imellem, når digteren sætter sit prægnante punktum: »Og lystent borer Lynet sig i Kloden.«

Den frimodighed på naturens vegne ser vi ikke meget til længere, og det er synd.

De naturpoetiske kærlighedserklæringer til Dana er givende og besnærende elementer af den danske landskabsfortælling de seneste århundreder, hvor naturen og dens oplevelsesrigdomme har fået selvstændig betydning som en essentiel del af Danmarks arv. Og selv om kærlighedserklæringerne i perioder har været flere og mere dybfølte end i andre, er de dog sjældent sluppet helt af sind og syne for tidens danske digtere – skønt hun ganske vist har været lovligt meget forsømt i anden halvdel af det tyvende århundrede.

Men mon ikke også begge køn dybest set finder landskabets kvindelige kurver mere æstetisk givende end byens maskuline kanter – uanset om man så af andre grunde måtte føle sig mest tiltrukket af det kurvede eller af det kantede køn?

Landskabets ukurante kurver og hele dette uforudsigelige virvar af planløst polyfone farver står i så rig kontrast til byernes, vejenes og hverdagenes rette linjer og regelfaste cirkler, og virker måske netop derfor så stimulerende og opløftende.

Jeg skal ikke benægte, at der findes storartet kunst og arkitektur, der er mere eller mindre omhyggeligt designet efter firkantens diktat, eller at byens retvinklede kontrast til naturen også sommetider kan være næsten lige så fascinerende som naturens kontrast til byen – men helt uden buer, kupler eller andre brud på formernes lineære ensformighed bliver byens profil dog også hurtigt gabende og dræbende triviel. Kurven kan jo både i bogstavelig forstand og overført betydning have kant, men firkanten har ingen kurver, og hvor en verden uden firkanter derfor nok ville være til at holde ud, ville en verden uden kurver utvivlsomt være et helvede.

I Labyrinten fra 1792-93 havde Jens Baggesen nok fat i en vigtig pointe, som mange moderne arkitekter og stadsingeniører vist har fortrængt med endnu større effektivitet i det tyvende og enogtyvende århundrede:

»Al Varme, al Bevægelse, al Kierlighed er rund, eller i det mindste oval, spiral, eller paa een og anden Maade bugtende. (…) Hvor yndigt bugter sig Luen! hvor deiligt bølger og snoer sig den rislende Flod! Det ligeste paa Mennesket er de kolde, ubevægelige, bidende Tænder - og dog har den skiønne Natur sørget for at de staae i en Halvcirkel. Livet er rundt og Døden er kantet. Vi komme runde og bugtende til Verden, og gaae kantede og stive derfra. De nyeste Vugger ere ovale – en skiøn Opfindelse! thi det voxende Liv bevæger sig deri; vore Liigkister derimod ere fiirkantede.«

Hvad end grunden er, er landskabets kvindelige kurver og naturens foranderlige og organiske bevægelse mere tiltalende end byens uorganiske støbeformer – ikke mindst som æstetisk oplevelse.

Rune Engelbreth Larsen / 13.1.2010
> permalink / kommentér her

---

2009

---

Danarige på tryk: Danmark er en kvinde

Billederne på Danarige.dk stammer fra en odyssé til en række af landets naturperler, som bl.a. er resulteret i et danmarksportræt i ord og billeder: Danmark er en kvinde - på genopdagelse i den danske natur.

Bogen udkommer til november, og i de kommende måneder op til udgivelsen offentliggøres uddrag af indholdet på Danarige.dk.

Rune Engelbreth Larsen / 27.8.2009
> permalink / kommentér her

---

Danarige.dk relanceret

Danarige.dk har næsten været online et år, og efterhånden er en stor del af de danske landsdele repræsenteret. Der er selvfølgelig stadig væk mange specifikke områder og landskaber, som jeg ikke har besøgt endnu, og som der derfor heller ikke findes fotos af her, men flere kommer til hen ad vejen.

Danarige.dk fungerer i tilknytning til et landskabs- og naturportræt, der - hvis alt går vel - udkommer i bogform til efteråret 2009 med personlige oplevelser, kulturhistoriske betragtninger og en lang række naturfotos. Hjemmesiden er imidlertid for længst vokset ud over de fotografiske rammer for bogen, men så meget desto mere supplerer de forhåbentlig hinanden - om end Danarige.dk naturligvis også tegner sit eget selvstændige natur- og landskabsportræt af Danmark, som med tiden bliver mere fintmasket.

Efter et år med ca. 500 fotos er det imidlertid nu også tid til at sortere en smule i udvalget, tilføje nyt materiale og samtidig forbedre præsentationen af fotografierne. Derfor er baggrunden blevet sort, og derfor er designet ændret en anelse, så billederne fremstår klarere og kan vises i højere opløsning.

Fremover vil både gamle og nye fotos fra Danarige.dk gradvis blive 'opgraderet', så alle tilgængelige fotos efterhånden vil være tilgængelige i højere opløsning end hidtil, og omtrent en gang om ugen præsenteres enten helt nye fotos eller forbedrede tidligere fotos fra et landskab eller et naturområde i Danmark.

Rune Engelbreth Larsen / 11.4.2009
> permalink / kommentér her

---

Den nordiske Pan

Der springer et Egern fra Gran til Gran
med rød og vajende Haledusk,
en Skovskade hopper i Driver af Sne,
og bag en tiliset Rønnebærbusk
i et Strejf af Sol kan jeg se, kan jeg se
et grimet og tilgroet Ansigt le:
den nordiske Pan.

Jeg har også mødt den nordiske Pan - og været så heldig at fange ham på foto, nærmere bestemt i en bornholmsk sprækkedal. Kan du også få øje på ham på billedet fra Døndalen ovenfor?

Hele Gelsteds digt, »Et Solglimt i Vinterskoven«, findes i sektionen Dansk naturpoesi.

Rune Engelbreth Larsen / 1.1.2009
> permalink / kommentér her

---

2008

---

En maj-dag for et kvart årtusind siden

Christian Braunmann Tullin (1728-1765) er en norsk-dansk digter, hvis berømte bryllupsdigt »En Maji-Dag« (1758) besynger naturen ved hans hjem uden for Kristiania (Oslo). Det er imidlertid naturen i almen, snarere end i specifik lokaliserbar forstand, vi møder, og digtet om et landskab »af naturen malet«, der udfolder sig omkring digterens selvrefleksion, er en milepæl i norsk og dansk litteraturhistorie .

"En Maji-Dag" betegnes som det første moderne landskabsdigt på dansk, og i nordisk litteratur- og kulturhistorie er det desuden et nyt træk, at jeg'et her er i stand til at befri sig fra synden uden guddommelig bistand - endog inden for den jordiske sfære. Men først og fremmest er digtet en hyldest til naturen, hvortil digteren flygter med sin muse efter et kultur- og samfundskritisk farvel:

    »Min Muse kom og lad os flye
 »Fra dette melancholske Fængsel,
 »Hvor Ønsker daglig døe i Trængsel,
    »Og fødes for at døe paa ny.
    »Hvor Kunst og Vid kun pønser paa
 »Den bedste Plan til nye Sorger,
    »Hvor Rigdom sulter for at faae
 »Det Støv den for sin Arving borger.

    »Hvor Retten selv er Tærningkast;
 »Hvor Ja af Hyklere bortleies;
 »Hvor Dyder mod Ducater veies;
    »Hvor Fattigdom er største Last;
    »Hvor Rigdom gjør en Daare klog,
 »Ærværdig, ædel, sindrig, klygtig;
    »Hvor Sindets Roe sin Afsked tog,
 »Da Nøjsomhed blev gjort landflygtig.

Fra melankoliens fængsel i bysamfundet til landskabets frihed, hvor man frit og kvit kan drikke den nektar, som naturen selv skænker ...

    »Søg op det Sted hvor Frihed boer:
 »Hvor kunstlet Sorg, selvgjorte Plager
 »Udgjør ei Livets fleeste Klager,
    »Men Smile selv hos Armod groer;
    »Hvor jeg og du kan løse lidt
 »De Tanker som laae før i Lænker
    »Og uden Tummel drikke frit
 »Den Nectar som Naturen skjenker.

I disse dage er det temmelig nøjagtig et kvart årtusind, siden Tullin skrev sin naturhyldest i 1758 - læs det omfangsrige digt i sin helhed her: En Maji-Dag.

Rune Engelbreth Larsen / 3.5.2008
> permalink / kommentér her

---

Velkommen til Danarige.dk

Hensigten med Danarige.dk er at fastholde natur- og landskabsindtryk fra en igangværende genopdagelsesrejse i Danmark, suppleret med klassisk dansk naturpoesi - og hvad der ellers måtte falde mig ind undervejs.

»Genopdagelsesrejse«, fordi det ikke just er ubeskrevet eller uudforsket land, men fordi jeg har sat mig for at genopdage det danske landskab, som på den ene side er resultatet af kulturelle og naturlige forandringer gennem årtusinder, men som på den anden side i andre henseender dog også udgør konturerne af en blivende arv.

Et afsæt herfor har været udarbejdelsen af et natur- og kulturportræt af Danmark, som blev påbegyndt i efteråret 2007, og som kommer til at bestå af naturoplevelser og kulturhistoriske betragtninger i tilknytning til specifikke danske landskaber. Hvis alt går vel, bliver resultatet en bogudgivelse i 2009.

Danarige.dk er foreløbig tænkt som en slags sideløbende foto-noter m.m. til denne danmarksodyssé.

Rune Engelbreth Larsen / 1.5.2008
> permalink / kommentér her